Selv om både omsætning og driftsresultat viste pæn vækst, er der røde tal på bundlinjen i årsregnskabet for betalingsselskabet Nets.
Det skyldes de ekstraordinære omkostninger, som sidste års børsnotering medførte.
De er med til at hive det samlede resultat efter skat ned i et minus på 584 millioner kroner.
Justerer man for engangsomkostningerne, ender nettoresultatet dog med et plus lige i underkanten af én milliard kroner.
Administrerende direktør Bo Nilsson er da heller ikke utilfreds med de finansielle resultater.
- Vi har med succes gjort Nets til en mere kundeorienteret og innovationsdrevet virksomhed.
- I dag har vi et stærkt fundament for fremtidig vækst, og vi forventer solid vækst i både omsætning og indtjening, skriver han i en kommentar til regnskabet.
/ritzau/
